Mexico - onsdag den 09. juli 2008

San Cristobal har sol… og regn

Tilbage

Der er ikke så meget at skrive om selve busturen. Vi gjorde et stop ud på natten, for at skifte chauffør og holde et lille break på 20 minutter. Det var i ingenmandsland. En mørk landsby, hvor der dog var en restaurant - og et toilet, der blev flittigt benyttet. Der var plads til lidt gymnastik i den forbavsende varme nat.

Turen fortsatte gennem øde bjergområder, hvilket kunne være svært at se men man kunne skimte konturerne af de høje bjerge. Ind imellem kørte vi gennem landsbyer, hvor der stadig var liv omkring Tv’et. Hvis temperaturen var høj om natten, hvordan ville det så ikke være i bjergene om dagen?

Efter en del timers bjergkørsel, var der en del kørsel, hvor det gik mere ligeud - og dermed var betingelserne for at sove måske bedre. Lasse og jeg fik nogle få timers søvn, før vi ankom til en storby, som vi i første omgang troede var San Cristobal. Vi kørte ind til en OCC-station og chaufføren bekendtgjorde noget på et mudret spansk. Jeg kunne ikke genkende navnet San Cristobal. Nogle få steg ud og jeg spurgte chaufføren om det var San Cristobal. Ud af hans svar kunne jeg regne ud, at der var en time endnu...

Vi kørte ud af byen igen og så gik det ellers op i bjergene. I næsten en time gik det støt opad og efterhånden var der en imponerende udsigt over den flade jord, der var ved siden af bjergene. Skyerne over de flade områder var dybere og dybere under os, efterhånden som vi kørte.

Da vi nåede over bjergkammen, var der ikke lang vej til San Cristobal og bagagen var hurtigt hentet ud af bussen og af sted i en taxa til vores nye hotel. Chaufføren virkede glad og tilfreds med de 100 pesos, vi gav ham.

I hotellets reception var der lidt kaos. En af mændene i receptionen talte engelsk, så vi kunne nogenlunde kommunikere. De fandt et par nøgler til os, men da vi kom frem til værelset, var de endnu ikke klare til os. Vi vidste godt, at vi var kommet tidligt, så det var helt OK. Vi kunne se, at der var en lille restaurant tilknyttet hotellet og vi satsede på, at vi kunne spise morgenmad på restauranten. Hvis vi spiste dér hver morgen, var det måske muligt at få det lidt billigere. En af dem i receptionen sagde, at det kostede 50 pesos pr. dag for buffeten og de var vældig spændte på, om vi synes, at det var godt nok. Der var et fint udvalg, så vi var godt tilfredse og kastede os over maden - og kaffen. Deres kaffe smager altså super. Gud ved om de sender den dårlige kaffe til Danmark?

Med vores bagage opmagasineret, var det tid at udforske San Cristobal. Taxachaufføren havde kørt et pænt stykke - sådan føltes det - men vi var alligevel ikke så langt fra byens rådhusplads Zocaloen. Dér gik vi ned imod. Gaderne er smalle, men flere steder alligevel så brede, at der er plads til parkerede biler. De gader, vi stødte på i byen, er ensrettede. Skiftevis den ene og den anden vej. I øvrigt minder byens opbygning meget om både Oaxaca - og Fredericia - med et firkantet mønster af gader i centrum. Det gør det let at finde vej.

Solen var så småt begyndt at skinne, så det tydede på en dejlig dag. Vi fandt en bænk på Zocaloen, hvor vi kunne nyde varmen fra solen. Den bagte godt igennem, nu da den skinnede. Også på denne plads var der et konstant renden af unge og gamle, der ville sælge alt muligt - mest håndværk. Gud ved om de kunne se, at vi var nye i byen? Vi fortrak - mest fordi vi synes, at vi trængte til noget at drikke. I Oaxaca var der mange cafeer på Zocaloen. Det er der ikke i San Cristobal, så det var ikke lige muligt at finde et sted, hvor vi kunne nyde en forfriskning og solen samtidig. De cafeer, vi kunne se omkring Zocaloen, var indendørs.

I stedet satte vi os i solen i en have bag byens rådhus. Efter en pause dér, gik vi op mod en kirke, som ligger tæt på zocaloen på en høj bakke. Det kneb lidt med at finde frem til trappen, men det lykkedes og der var langt op. Belønningen var så en flot udsigt men desværre en lukket kirke.

På vejen ned, var der et hus tæt på foden af trappen, der reklamerede med bl.a. sprogkurser og madlavningskurser. Vi gik ind og da jeg jo render med et kamera på maven, blev vi spurgt, om vi ville op på deres terrasse, for at tage billeder. Det sagde vi ikke nej til. Udsigten var faktisk bedre end på toppen af bjerget, da der var en del træer, der skyggede. Det var der ikke på terrassen. Flere steder sad der nogle og terpede sprog (to og to). Det må give godt, med så intensivt et sprogkursus.

Vi gik nedenunder. Jeg var interesseret i et madlavningskursus og de havde også kursus i at lave mad med mole. Det havde vi jo handlet i Oaxaca, så jeg ville gerne lære at bruge det rigtigt. Efter lidt sprogligt møje og besvær, blev Lasse og jeg booket på et kursus dagen efter kl. 2, hvor menuen stod på mole. Det bliver spændende.

Tilbage mod centrum. Nu skulle vi snart have en drikkepause. Vi havde ikke fået noget at drikke siden morgenmaden. Vi fandt en lille cafe tæt på Zocaloen, hvor der var små borde udenfor. Men ikke med sol. Det måtte vi klare os med og bestilte lidt øl og sodavand - og lidt let at spise - bl.a. nachos i et par afskygninger. Jeg fik f.eks. en nachos locale, der indeholdt kød og bønner, ost og hjemmelavede nachos. Det smagte fint.

Så gik det retur mod hotellet. Vejret var ved at skifte og der var kommet flere og flere skyer på himlen. Efterhånden som vi kom nærmere hotellet, blev der mere og mere gråt. Der var regn på vej. Vi fik checket ind, men der var åbenbart problemer med de værelser, vi skulle have, så receptionisten spurgte, om det var OK, at vi blev installeret i et værelse med 2 king size senge. Det accepterede vi. I morgen ville vi blive flyttet til 2 værelser. Det var svært at afslå, når de har et problem og i øvrigt virker meget ydmyge og venlige.

Vores værelse lå på 2. sal som et af de eneste værelser i hotellet og på modsatte side af gaden. Det var egentlig meget hyggeligt og vi talte om at beholde det men blev enige om, at vi jo kunne se de nye værelser an i morgen og beslutte derudfra.

Da vi havde installeret os på værelset, tog jeg en lille blunder. Jeg var helt væk og jeg kunne godt mærke, at jeg trængte til søvn. Min mave var fortsat ikke i orden. Den klagede sig bravt. De andre satte sig ud på gangen udenfor værelset og hyggede sig. Da de kom ind på værelset igen, var jeg vågen og Lasse overtog sovepladsen. Vi gik i bad og det kunne vi for så vidt have klaret ved at gå udenfor, for det stod ned i stænger nu. Regntiden i disse varme lande er åbenbart ensbetydende med koncentreret regn i nogle timer hver dag. Jeg gik ned til vejen, for at se, hvordan det så ud med alt det vand og vejen lignede en lille flod, da hotellet ligger på en bakke. Det var helt vildt, så meget vand, der strømmede ned af vejen. Det var også helt vildt, hvor våd jeg kunne blive, bare ved at gå ned til vejen - selv om det meste af turen var under halvtag.

Regnen stilnede af og stoppede efter en lille time. Det dryppede kun lidt, da vi havde gjort os færdige og fået liv i Lasse. Truslen om, at han ingen aftensmad ville få, kunne få ham på benene. Vi stilede ned mod en thailandsk/indisk/arabisk restaurant, vi havde set tæt på Zocaloen. Med lidt møje og besvær fandt vi frem til den, så vi måtte sande, at godt nok var det let at finde rundt men man kunne godt tage fejl af gaderne. Der var ikke mange gæster i restauranten. Kun ved et bord sad der 5-6 personer, der viste sig at være personalet. En af dem rejste sig. Han var indbegrebet af en hippie. Vi skønnede ham til at være europæer. Han talte fint engelsk og lød som om han havde fået dagens joint. Der var åbent, så vi blev anvist et bord i et hjørne. En stor del af restauranten, der mest af alt mindende om en overdækket minihave, var fyldt med stole. Det virkede lidt underligt, men det viste sig at være fordi, der skulle være et arrangement samme aften.

Vi bestilte vores mad fra den thailandske del af menukortet og det meste af vores mad kom til at handle om kylling i forskellige afskygninger. Jeg fik f.eks. en ret, der slet og ret hed curry rojo (rød karry). Der stod, at det var en ret for chilielskere. Jeg fik også min sag for, for den var hot. Vi drak mai thai til retten og deres version af denne thailandske drik var helt OK. Mens vi spiste vores mad, begyndte det at strømme ind med mennesker. Vi spurgte tjeneren, hvad der skulle ske og han svarede, at der er en jazz-festival i byen i øjeblikket og der skulle være en jazzkoncert. Jeg spurgte hvilken stilart af jazz, men det anede han ikke noget om. Nu lignede han jo heller ikke sådan en, der gik ind for jazzmusik...

Da vi var færdige med at spise, var der godt fyldt op med mennesker ved alle bordene. De fritstående stole var dog ikke besat endnu. En engelsktalende kvinde henvendte sig til os og spurgte pænt, om vi ville se koncerten, for så ville arrangørerne gerne have entre. Det var 3 mod 1 på at blive, så jeg måtte bøje mig. De andre mente godt nok, at jeg bare kunne blive, men det havde jeg ikke lyst til og vi var alle lidt matte efter den korte søvn i bussen, så vi listede af, inden koncerten startede.

Det småregnede stadig, så vi hastede tilbage til hotellet, hvor Lasse og jeg fik en lille snak med et dansk par i receptionen. Deres værelse var vist ikke helt OK. Det regnede bl.a. ind og deres TV virkede ikke, så de kedede sig lidt.

Vi gik op på vores værelse og nåede ikke meget, før det blev sengetid. Klokken var før 9, da vi alle sov. Det blev en kold nat. Lasse insisterede på at sove på gulvet og fik en stor stak tæpper at ligge på. Jeg nøjedes med et lagen, der viste sig at være alt for lidt. SÅ i løbet af natten var jeg oppe, for at tage mere og mere tøj på - samt at pleje min mave - den skældte stadig godt ud. Jeg tænkte, at jeg nok selv var skyld i det, når jeg bestilte hot mad.